Kristi Himmelfart til Harzen 2011
jul1Indsendt af:
1. juli 2011 
Årets ”begyndertur” til Harzen må med sine 13 klatrere kaldes en succes. Og området - som vel af de fleste bedst kendes fra farmors feriefotos - har efterhånden også etableret sig som RKKs hjemmebane for klippeklatring. Det er der flere gode grunde til.
Det tager ca. 5 timer at køre de 500 km. (Det er en fordel at vælge Elbtunnel uden for Hamborgs myldretid). Transporten derned var meget fleksibel, da vi kører mange biler på forskellige tidspunkter, og der er altid plads til en til.
Vi bor godt. (Jeg indstiller Günther og Dolores Knuth (+80) til Årets Crux). Vi spiser godt, og man føler sig som hjemme. Og så byder Altenau (byen vi bor i) både på Curry Wurst à la Imbiss og Sauerkraut à la carte.
Der er masser af gode single pitch ruter i Okertal, som vi plejer at bo tæt på. På de mest populære klipper var der - grundet ferien - af og til kø, men hvis man går 10 minutter kommer man op til fine klipper med god udsigt, og man har klippen for sig selv. I Okertal er der rigeligt til en uges koncentreret klatring.
Harzen er et ideelt sted at starte på klipper. Granitten er fast og god, og der er kun få løse sten. Ruterne er i den lette ende, selv om der også er meget svære ruter. Og så er det meget overskueligt og tilgængeligt.
Boltningen i Harzen er sparsom, så klatringen foregår primært med traditionel sikring og topanker (typisk med en ring med en enkelt borebolt). De fleste steder er det også muligt at etablere topreb fra oven. Marienwand har et perfekt slab til at teste traditionelle metoder første gang.
Traditionen tro tog vi til et nyt område i Harzen. Denne gang blev det til den østlige del ved Schnarherklippen (”Snorkeklippen”), hvor Goethe har skrevet et digt om ”klippens næser”, der snorker i vinden. De to klippesøjler er nærmest skulpturelt sat ned i skoven. De måler ca. 30 m i højden og ca. 20 m i diameter og består af metertykke, pandekageformede granitblokke, der er lagt oven på hinanden. Klatringen der byder på onde slobes, balance, hand jams og blod på sten. Der er altid mulighed for at finde skygge pga. klippernes tårnene højde og form. Snorkeklippen er en tur værd i sig selv, med og uden klatring!
Harzen er en appetitvækker til sommerens klatring. Det er en hyggelig og social tur, hvor alle kan være med – store som små. Tak for det!
Ulrik Egern
1 kommentarer indtil nu...
Sv: Kristi Himmelfart til Harzen 2011
Super fed tur, som vi helt sikkert gentager næste år. Tak til Ulrik Egern for den fyldest gørende artikel, som jo bare får en til at længes efter granitten. Af Formanden den
1. juli 2011
|