Historie bogen

 
     

Imst - får dit hjerte til at hamre

apr 17 2012

Ja, det er ikke tilbud det skorter på dernede i Imst. Men lad os starte ved begyndelsen.

Hvad gør man ikke for at holde sig vågen ned gennem Tyskland
Hvad gør man ikke for at holde sig vågen ned gennem Tyskland
Onsdag den 4 April kl 15:57:42:293 præcist, svinger Stefan ind på gårdspladsen, klatresækken og kufferten, som har stået og ventet utålmodigt sammen med mig de sidste 12 timer, bliver lynhurtigt smidt ind bagi og så går det bare af sted mod Rødekro hvor vi skal samle Børge fra Haderslev Klatreklub op. Turen ned gennem Tyskland er jo bare noget der skal overstås, så den går med 2-3 timers kørsel, ud og løbe en tur rundt om bilen, skifte chauffør og sende sms'er til de 2 andre hold om hvor mange km man nu er fra den danske grænse. Godt møre og bandende over GPS'ens mærkværdige (vild)vejvisning, er vi fremme ved 2:30 tiden, en hurtig vejstøvsskyller kyles ned og så til køjs.

Der er ikke meget plads til at sikre på.
Der er ikke meget plads til at sikre på. Her Markus, Stefan og Niels-Jørgen på afgrundens rand.
Torsdag den 5 April kl. lidt-op-ad-formiddagen fik vi øjn igen og efter en sløv morgenmad tog vi grejet på nakken og kørte til Rote Wand, der ligger ved Karres (Topo her). Vejen fra parkeringspladsen var en rigtig hjertemuskel træner, vi norboere er ikke vant til 60 graders vandreterræn, så i starten vader man bare af sted som om man skal til købmanden, men hurtigt må man finde en anden taktik og slå over i et noget langsommere tempo.
Men der var masser af super ruter, godt boltede, dog var sværhedsgraderne ikke helt entydige, nogle ruter kunne være sværere end de var sat til og omvendt. Men vi fik klatret en hel masse.
Til aften var der spaghetti og kødsovs i massevis og det blev også skovlet ned i store mængder.
Gæt og grimasser til aftenunderholdning, se det var noget der ku' få gang i de små grå, selv om man var godt træt.
Og lige en enkelt til at skylle bjergstøvet af halsen og til at falde i søvn på.

Fredag den 6 April delte vi os i 2 hold.
 Tyrol og området omkring Imst er så fantastisk flot at vandre rundt i.
Tyrol og området omkring Imst er så fantastisk flot at vandre rundt i. Vi skal såmænd over det lille vandløb.
Markus, Allan, Birgit og Stefan tog en skitur og vi andre tog ud til et lille sted kaldet Putzen (Topo her) som blev noget af en jungletur. Vi kunne godt have brugt nogle machetter undervejs, der havde været et stort snefald med efterfølgende storm i området, så mange træer var væltet eller knækket som tændstikker. Men vi fik os da kæmpet frem til den lille væg hvor der var masser af ruter. Desværre havde det regnet om natten/morgenen, så 75% af væggen var våd, men vi fik da taget nogle ruter.

Om eftermiddagen besluttede vi at tage et lille smut op til Reithle (Topo her), et område med enorme boulderblokke til både reb og boulder klatring. Det skulle tage 20 minutters rask gang, stod der i vejledningen. Joehh, deeetttt... Der stod bare ikke noget om at vejen var lodret 3/4 af tiden, vi asede og masede og gik og gik og klatrede og gik og gispede og brugte et par timer på det og tungen hang os ud af halsen så vi fik sand og jord på. Og da kortet kun var en skitse troede vi at vi havde gået for langt, så efter at have gået lidt rundt i cirkler besluttede vi at gå ned igen. Det viste sig at var vi gået 5 minutter længere havde vi været der! Men vi kunne sikkert ikke bruge det til noget, da vi var totalt kvæstede efter at have klatret op ad stien dertil. Men vi fik da en mega motionstur ud af det.

De andre tog på skitur, det var vist også en god dag de havde haft. Stefan havde sin første ski oplevelse den dag, Allan mente han skulle tage navneforandring til Quasimodo, ud fra den stil han stod på ski på. Markus var på Snowboard og Snowboardere ligger jo altid ned.
Stefan Quasimodo på vej ned i en gang plov  Snowboardere ligger altid ned... 
 Stefan Quasimodo på vej ned i en gang plov.  Snowboardere ligger altid ned...

De 2 små mennesker er Markus og Allan 
 De 2 små mennesker nederst er Markus og Allan.
Vel hjemme i Hoch Imst skovlede vi mad én masse ind og så tog vi ned til Kletterzentrums klatrevæg nede i Imst. Se det er noget vi alle hurtigt blev enige om at sådan en bette væg må vi også have hjemme i Ribe. Her kan man læse mere om Sonnendeck, som det udendørs hedder, og Kletterhalle, Kletterhimmel og boulder området. Det var guf for alle med klatreblod i årene, vi gik totalt amok og klatrede som gale. Det var en sjov opdagelse at mærke "Ribe tærskelen", det er når man kommer op i højde med slutningen af vores væg derhjemme, så blev vores arme syrede og vi måtte holde en pause inden vi kunne klatre de sidste 11-12 meter.

Mon ikke vi alle var godt trætte da vi kom hjem, der var kun energi til at hælde en enkelt ned og så ind og snorke om kap.

Lørdag den 7 April blev en anderledes dag for denne dag holdt vi fri for klatring. Næsten. Vi havde jo luret at verdens længste rollercoaster bane lå 50 meter fra vores hus og det skulle jo prøves. Så ind i liften og op på toppen af banen, det kunne ikke gå hurtigt nok. Man bliver spændt fast i en lille vogn med 1 stang på hver side, trækkes tilbage bremser man. Første tur ned brugte vi bremserne de første 200 meter, men så var det slut. Det endte med at vi bare plantede en fod på bremsestængerne så der var frit løb hele vejen ned. Det var hyleskægt! Her er min videooptagelse, desværre fik jeg en vogn der ikke kørte særlig stærkt.


Anders og Kenn havde investeret i noget Via Ferrata udstyr, det skulle prøves, så de tog ned i Ötztal og gik tur på Lehner Wasserfall klettersteigen. Det har de en fin video af her (indbygget reklame for Kenns sko ca. 1 min inde):

Om eftermiddagen var vi rundt og se på klatreudstyr i butikkerne i Imst området, fik en enkelt på en café. Efter det var vi liiige forbi Kletterhallen for at se om der en spændende væg - og det var der jo . Så var det hjem i bad og på med det fine tøj, for vi skulle ud og spise fint med kniv og gaffel. Det klarede vi også uden alt for mange stiksår.

Søndag den 8 April vågnede vi til snevejr
og det var sådan set kun Markus, Birgit og Allan der synes det var fedt, de havde planlagt at tage ud og stå på ski. Det blev vist en kold fornøjelse, for det blæste en halv pelikan den dag.

Alt vel, selv om tommelen er en isklump  I alperne har de æg læggende påskeharer 
 Joh, det er Birgit og Allan dér inde bag ved de 30 lag tøj.
Alt vel, selv om tommelen er en isklump. I alperne har de æg læggende påskeharer.

Anders og Kenn skulle hjemad, der var noget med noget arbejde der kaldte. Børge, Stefan og Niels-Jørgen lånte Via Ferrata grejet og ville prøve en rute kaldet Burgsteinwand (Topo her). Det blev noget af en tur. Burgsteinwand ligger i Ötztal sydøst for Imst, på den østlige del af en nord-syd vendt dal. På grund af dalens udformning blev vinden ekstra kraftig lige der hvor vi skulle klatre og med omkring 4-5 graders varme blev vi hurtigt noget afkølede mens vi hang dér på klippesiden. Børge måtte kapitulere, han havde ikke tøj nok på, men Stefan og Niels-Jørgen kæmpede videre. Først ca. 1/3 oppe kom vi om i læ af klippen og kunne begynde at tø op og banke istapperne væk fra næsen. Resten af turen var mega-over-super at gå, et fantastisk view ud over dalen og, da det jo var påske, havde påskeharen jo selvfølgelig hængt æg op på de små forkrøblede træer der klamrede sig til bjergsiden. Turen ned fulgte en rigtig bjergvej der snoede sig ind og ud over afgrunde på over hundrede meter. En rigtig fed tur!
Vel nede fik vi et stykke brød og tog så over til Lehner Wasserfall klettersteigen, beskrevet ovenfor. Det var ren søndagstur i forhold til Burgsteinwand.

Stefan på vej op ad en 5c 
 Stefan på vej op ad en 5c. Læg mærke til den totalt lodrette væg.
Mandag den 9 April
kunne vi godt mærke en vis afmatning i klatrelysten, men det afholdt os ikke fra at besøge 2 steder den dag. Om formiddagen kørte vi få km og kom om til Walchenbach (Topo her), et rigtigt børnevenligt sted med ruter fra 3 og op til 7, tavler der forklarer om dyr i bjergene (bl.a. en skorpion der holder til i klippesprækker, lige dér hvor man skal have sine fingre ind) og en platform med bord og bænke. Ruterne var udmærkede, flere steder var klippen ligesom savet igennem så der var helt glat og der var kun de steder hvor der havde været huller i kalkstenen man kunne bruge til fingrene. Hvorfor man har slæbt tonstunge maskiner op i den højde og har skåret klippen over kan man blot undre sig over, måske har det noget med en nærliggende minedrift at gøre (?).
Og så kan vi da lige reklamere med en særpræget form for svømning der findes i nærheden: ØL Svømning! Jo-joh...

Nå, men efter at have holdt et restegilde på pålæg og brød hjemme i lejligheden kørte vi til Ötztal, nærmere bestemt Engelswand (Topo her). Byen hedder Tumpen, hvilket afstedkom mange tankemæssige eksperimenter. Hvad hedder indbyggerne mon, Tumper? Er de nu mere tumpede end andre? Og "nu tager tumperne til Tumpen!". Osv.
Men også her var der en fantastisk variation over ruter, her var lange riss, mange overhæng, kaminer og, ja, her kunne man godt bruge flere dage. Væggen er flere hundrede meter høj, har man det rette mod og tid kunne man godt klatre noget rigtig bjergklatring med kiler, friends og hele habbenguttet.
De perfekt, boltede ruter er i sværhedsgrad 3 - 8, men der var flere der sagde at det da vist var lidt underdrevet. Vi var flere der synes at f.eks. en 5c mere skulle hedde 6a/6b! Kigger man på topoen er der 3 sektioner, A og B indeholdt nogle fede riss, fler reblængder og udhængs ruter på op til omkring 60 meter, mens B og C mere var 15-25 meters ruter med masser af udfordringer a la bouldering.

Om aftenen var der restegilde på al mad. der blev ikke mange smuler tilbage.

Tirsdag den 10 april var det bare nordpå ad 7'eren. Igen, bare noget der skal overståes. Men i bagagen havde vi en lille uge med fede oplevelser på klipperne, i sneen eller klatrevæggen. Sammen med andre fra klubben...

Billedgalleri (23 billeder ialt)

Fra historiebogen

Liste

Historie bogen
N-J Hvidberg
19 8016 27-11-2013