Vedtægter
for
Ribe Klatreklub
§ 1 Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er Ribe Klatreklub
Foreningen er hjemmehørende i Ribe i Esbjerg Kommune
Foreningen er stiftet den 01.03.1995
§ 2 Formål
Foreningens formål er at give medlemmerne mulighed for at dyrke klatresport, samt at formidle den sikkerhed og de færdigheder til medlemmerne en sådan sport kræver.
§ 3 Medlemskab af paraplyorganisationer
Foreningen er medlem af Esbjerg Idræts Råd, Dansk Klatreforbund og DGI
§ 4 Medlemskab
Klubben optager alle personer, som vil indordne sig under klubbens love og regler.
Medlemmer under 16 år optages i klubbens ungdomsafdeling.
Klubben optager desuden passive medlemmer. For at blive optaget som passivt medlem skal man være tidligere medlem eller have familiær relation til nuværende medlemmer. Passive medlemmer her ikke ret til at anvende klubbens væg eller materiel.
§ 5 Indmeldelse
Indmeldelse skal ske via Ribeklatreklub.klub-modul.dk, hvor man opretter en profil og tilmelder sig det
hold man skal gå på.
§ 6 Kontingent
Foreningens kontingent fastsættes for et år af gangen på den ordinære generalforsamling.
Kontingentet opkræves forud for et halvt år af gangen. Såfremt kontingentet ikke indbetales rettidigt, vil der blive udsendt en rykker med en ny forfaldsdato. Er kontingentet ikke betalt senest på den nye forfaldsdato ophører medlemskabet uden yderligere varsel, og medlemmet betragtes som udmeldt.
I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle mellemværende med foreningen afvikles.
§ 7 Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende tilsidesætter gældende sikkerhedsmæssige regler eller handler åbenlyst sikkerhedsmæssigt uforsvarligt.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
Udelukkelse hvad enten det drejer sig om midlertidig eller permanent kræver vedtagelse i bestyrelsen med minimum 3/4 flertal.
§ 8 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med mindst 14 dages varsel ved opslag i foreningens lokaler, ved opslag på foreningens hjemmeside samt ved e-mail til de medlemmer der har registreret deres e-mail adresse i klubbens medlemsarkiv.
Bestyrelsen kan beslutte at indkaldelsen desuden skal udsendes pr. brev.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde mindst 8 dage forud for generalforsamlingen. De indkomne forslag publiceres inden generalforsamlingen på klubbens hjemmeside eller udsendes via e-mail til klubbens medlemmer og ved opslag i klubbens lokaler.
Stemmeret har alle klubbens medlemmer, der er fyldt 15 år, som ikke er i kontingentrestance.
Der kan udelukkende stemmes ved personligt fremmøde på generalforsamlingen.
En rettidig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset det fremmødtes antal.
§ 8.1 Digital generalforsamling.
Bestyrelsen kan beslutte, at der udelukkende afholdes en digital generalforsamling.
Stk. 2. Beslutningen efter stk. 1 kan alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan afholdes som følge af force majeure, herunder ved myndighedspåbud.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.
Stk. 4. Bestyrelsen skal gøre foreningens medlemmer bekendt med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.
Stk. 5. Bestyrelsen skal oplyse foreningens medlemmer om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Foreningens medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.
Stk. 6. Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.
§ 9 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til en hver tid indkaldes af bestyrelsen, eller når mindst 10% af medlemmerne skriftligt anmoder bestyrelsen om dette, med angivelse af hvilket emne der skal behandles.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest fem uger efter begæringens modtagelse. Med hensyn til indkaldelse, mødeledelse, afstemning med videre gælder samme bestemmelser som for afholdelse af den ordinære generalforsamling.
Den skriftlige begæring om indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling skal vedlægges indkaldelsen.
§ 10 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Gennemgang af regnskab ved kassereren
- Indkomne forslag
- Fastsættelser af kontingent og indmeldelsesgebyr
- Valg af bestyrelse
- Valg af to suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne
- Valg af revisor og suppleant for denne
- Eventuelt
§ 11 Generalforsamlingens ledelse
Første punkt på dagsordenen ledes af foreningens siddende formand. De øvrige punkter ledes herefter af den valgte dirigent.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal (flere end halvdelen af de afgivne stemmer). Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal (flere end to tredjedele af de afgivne stemmer).
Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt mindst ét medlem forlanger det.
Der udarbejdes et referat over generalforsamlingens beslutninger, som offentliggøres på foreningens hjemmeside eller udsendes til alle medlemmer pr. e-mail eller post. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
§ 12 Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsentere foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden eller næstformanden er til stede.
Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer og 2 menige medlemmer. I lige år vælges to bestyrelsesmedlemmer, og i ulige år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer. Der vælges desuden hvert år 2 suppleanter.
Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen ved fordeling af følgende poster: Formand, næstformand, kasserer og to menige bestyrelsesmedlemmer.
Valg til bestyrelsen er gældende for 2 år. Valg til suppleant er gældende for 1 år.
Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 15 år og har stemmeret jf. § 8
Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne herunder formand og kasserer skal være myndige personer.
§ 13 Regnskab
Regnskabsåret følger kalenderåret. Regnskabet føres af kassereren og denne har ansvaret for at dette godkendes af den på generalforsamlingen valgte revisor inden afholdelsen af generalforsamlingen.
Regnskabet bestående af et driftsregnskab og en statusberetning forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse, og skal forinden være godkendt af den valgte revisor og den samlede bestyrelse og være signeret af alle disse.
Klubbens likvide midler skal være placeret i et dansk pengeinstitut. Kassereren kan dog have en mindre kontant kassebeholdning til håndtering af daglige udbetalinger. Der føres kassebog over denne.
§ 14 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges en kritisk revisor for et år af gangen. Der vælges ligeledes en revisorsuppleant.
Revisor skal hvert år inden generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og herunder blandt andet tilse at beholdningen er i overensstemmelse med bogføringen.
Ved den såkaldte kritiske revision foretages en vurdering af, om de afholdte udgifter er i overensstemmelse med foreningens formål, med bestyrelsens og generalforsamlingens beslutninger, og at de foretagne dispositioner i øvrigt er rimelige og forsvarlige.
Revisoren skal til en hver tid have adgang til at efterse regnskab og beholdning.
§ 15 Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes ved underskrift af formand og mindst ét bestyrelsesmedlem.
Ved pantsætning og optagelse af lån tegnes foreningen af den samlede bestyrelse ved dennes underskrift.
Ved optagelse af lån større end 10.000 kr. skal beslutningen forinden godkendes af en generalforsamling.
Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for de forpligtigelser der påhviler foreningen.
§ 16 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.
Sidste ændring Godkendt på generalforsamling den 24-03-2017
§ 17 Opløsning
Foreningen kan opløses, hvis det vedtages ved kvalificeret flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3 ugers mellemrum
Ved opløsning tilfalder foreningens midler Dansk Klatreforbund
vedtaget på ordinær generalforsamling 04/03 2022